Betaling af bidrag
Kan jeg stoppe indbetalingen af pensionsbidrag?
Ja, hvis du ikke er omfattet af en overenskomst.
Hvad sker der med mine penge, hvis jeg stopper indbetalingen?
Du opretholder dine rettigheder til pension og gruppeforsikring i de første tre måneder efter, at indbetalingen er ophørt. Det kaldes den bidragsfri periode, og du har mulighed for at få forlænget perioden. DIP modregner et beløb i dit depot til at opretholde pensionsdækningen i den bidragsfrie periode.
Når den bidragsfri periode udløber, bliver du overført til hvilende medlemskab. Som hvilende medlem udgør de månedlige administrationsomkostninger kun 30 kr.
Hvis du er fyldt 65 år eller omfattet af Pension med høj opsparing, bliver du ikke omfattet af den bidragsfri periode, men overføres direkte til hvilende medlemskab.
Hvad betyder hvilende medlemskab?
Hvilende medlemskab betyder, at DIP ikke modtager pensionsindbetalinger til din pensionsordning. Pensionerne beregnes ud fra værdien af dine indbetalinger.
Kan jeg selv ændre bidraget?
Du kan ikke nedsætte eller stoppe indbetaling af pensionsbidrag, som er aftalt i en overenskomst eller med din arbejdsgiver.
Men du kan godt forhøje din indbetaling – enten privat eller gennem din arbejdsgiver. Men inden du gør det, skal du kontakte os, så vi kan få det noteret.
Hvis du er individuelt medlem, skal du indbetale et bidrag på mindst 1.000 kr. pr. måned.
Kan jeg genoptage indbetalingen?
Ja, du kan altid genoptage indbetalingen. Som hvilende medlem på Regulativ 1 og 2 genoptages du på Regulativ 4. Som hvilende medlem på Regulativ 3 og 4 bliver du genoptaget på samme Regulativ.
Hvordan skal pensionsbidragene indbetales?
Det typiske er, at arbejdsgiveren indbetaler, også selv om du finansierer hele bidraget. Hvis du selv indbetaler, kan du tilmelde dig PBS (Pengeinstitutternes Betalingsservice) og lade dem administrere betalingerne.
